En gratis smagsprøve på
Hvem Bestemmer - egentlig?

Værsgo’! Herfra kan du downloade en PDF med et uddrag af bogen: Hvem Bestemmer - Egentlig?

 

Bogen som danske forældre og deres børn, stadig må (og måske;) kan læse...

Vi er blandt de få mennesker i Verden, som stadig kan tale, og tænke frit om det, vi vil.

Men det er slet ikke nogen selvfølge, og vi omringes af lande, hvor nogen sætter urimelige og strenge grænser for,  hvad vore medmennesker kan og må.

Men hvem er disse ”nogen”?

Hvem er det egentlig, som bestemmer?



Det har jeg tænkt over hele mit liv, og nu har jeg skrevet ned, hvad jeg er kommet frem til.

Jeg har krydret mine tekster med nogle tegninger, som du ikke skal tage alt for alvorligt. 

Du skal, i det hele taget ikke tage nogen alt for alvorligt, og du skal tænke dig godt om, før du drager dine egne konklusioner.

Det er jo ikke sikkert, at du er enig med mig. Det vigtigste er, at du frit kan få lov til, at høre, hvad jeg siger, og at du derefter frit kan sige til mig, (og resten af Verden), hvad du tænker.

Mit navn er Thomas Glerup og jeg er iværksætter og har drevet selvstændig virksomhed i Danmark og Nepal i over 2 årtier.

Som rejsende i Nepal slog det mig, at man først for alvor ser sit eget land, når man ser det udefra. 

Det slog mig også, at man skal gøre godt for at få det godt. 

Nøglen til at få det godt er vi mange som gerne vil finde, men for mig blev det fastslået, at gennemskuelig retfærdighed er grundlæggende for at få et sundt og rigt samfund.

Det er vi heldige, at vi har i Danmark. Men vi er et lille land, og vi skal passe godt på vore rettigheder. For de forsvinder let. Den første præmis for at beholde dem er, at vi forstår dem.

Det har jeg forsøgt at forklare i denne bog, som jeg håber, du kan bruge, hvis du skal forklare dine børn eller andre hvem der egenlig bestemmer.



Indholdsfortegnelse

Side 6: Har du tænkt over hvem der egentlig bestemmer?

Side 8: Bøllen

Side 9: Den Pæne Pige

Side 11: Mobberne

Side 13: Pædagogerne

Side 14: Dine Forældre

Side 16 Kongen og Adelen

Side 18: Paven

Side 20: Gud

Side 22: Rigmanden

Side 24: Chefen

Side 26: Politiet

Side 29: Dommeren

Side 32: Generalen

Side 35: Statsministeren

Side 37: Pressen

Side 40: Vælgerne

Side 42: EU

Side 46: Præsidenten

Side 48: Google

Side 50: Dig Selv


Hvem bestemmer - egentlig?

Copyright © 2021 Thomas Glerup Kristensen

1. elektroniske udgave 

Randers, December 2021

Skrevet, illustreret og produceret af Thomas Glerup Kristensen

Korrekturlæst af Lisbeth Carøe Jensen

ISBN 978-87-980199-0-9

Udgivet af dialogo.dk/tgtales

Alle rettigheder forbeholdes.
Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er forbudt uden forlagets skriftlige tilladelse ifølge dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte citater til brug i anmeldelser.



Har du tænkt over hvem der egentlig bestemmer? 

Hvem bestemmer over dig? 

Og, hvem bestemmer over dem som, bestemmer over dig? 

Er det mor og far? 

Er det læreren? 

Eller politiet? 

Er det statsministeren eller dronningen? 

Eller er det præsidenten af USA? 

Hvem er det egentlig der bestemmer mest her i Verden? 

Det har jeg tænkt over hele mit liv, og nu skal vi prøve, om vi kan finde et svar på det. 

Når man er helt lille, tænker man ikke så meget over, hvem der bestemmer. Og så alligevel... For vi oplever alle sammen, at der er noget, vi ikke må. Det er selvfølgelig mor eller far, som bestemmer, hvad vi må, og hvad vi ikke må. For de fleste af os, er det godt at ha’ mor og far til at bestemme, for de passer på os, og de sørger for, at vi ikke kommer til skade. 

Nogen af os har en storebror eller storesøster. De tror også, at de skal bestemme, men det er ikke altid for at passe på os. Mange gange er det bare, fordi de er større, og fordi de kan. De kan for eksempel bare tage det bedste legetøj fra os, hvis de selv vil ha’ det. Ikke fedt; men de er jo større og stærkere. Tit er der bare ikke så meget, vi kan gøre ved det. 

Vi finder dog hurtigt ud af, at vi kan få hjælp af mor eller far. Det bedste trick er at give sig til at hyle højt og helst også græde med rigtige tårer. Så får de skæld ud af mor og far, og vi får måske legetøjet tilbage. Smart ikke? Og det er også vores første lektion i, at der er nogen, som bestemmer over dem, som bestemmer over os.

Aha! Men, hvem er det ellers som bestemmer?

I børnehaven får vi en masse nye venner. Eller, der er i alle fald en masse nye børn, som vi skal være sammen med, mens mor og far er væk. Heller ikke vores større søskende er der til at bestemme. Men, alligevel er der altid nogen, som vil bestemme.