Jeg overgiver mig aldrig!

Jeg troede Verden gik under.

Min virksomhed gik konkurs, efter mange års hårdt slid for at få den til at give overskud. De sidste år var vanvittigt hårde. Den sidste tid er den sværeste. Langt den sværeste og langt den hårdeste. Sådan vil det vel altid være hvis man følger den logik som iværksætteren har indprentet i sit DNA; “at man ikke er den som giver op”, og så indser, at det er netop hvad man bliver tvunget til; “at give op!”

Det er en tid hvor man langsomt mister overblikket, og hvor begivenhederne tager styringen af dig, og ikke som omvendt, hvor du har styret begivenhederne. Derfor er det også en tid som er svær at huske kronologisk, og i detaljer.
Jeg husker kvalmen og den stigende frygt som blev mere og mere overvældende. 

En frygt som man i starten er nød til at skjule, og som man derfor står alene med. Også overfor venner, familie og hustru. Så længe håbet for at komme tilbage er i live, så længe kan man ikke vise svaghedstegn, for hvis først rygtet begynder at løbe, så er spillet forbi. 

Derfor får du altid samme svar, når du spørger en selvstændig: “Hvordan går det?”
Det går godt! - Fordi hvis ikke det “går godt”, så vil du fortælle det videre, og så vil alle andre begynde at miste tilliden til dig og din virksomhed. Ingen ønsker at være i selskab med en taber, og hvis du er en taber, bliver du endnu mere isoleret og nederlaget bliver endnu mere sikkert. På samme måde som en vinder bygges op af positive vibrationer, dømmes en taber af negative vibrationer.

Til sidst var jeg så træt både fysisk og psykisk at jeg var ligeglad med alle mine drømme og håb for den virksomhed jeg havde knoklet for at realisere de sidste 15 år. Jeg ville bare gerne være fri for at tænke mere på det. Jeg ville bare gerne sove, og det var faktisk præcist hvad jeg gjorde de første 14 dage efter at jeg havde erklæret betterfelt.com konkurs.

De næste 2 - 3 måneder gik med at forlige sig med tanken, tale med Early Warnings rådgiver Michael Lynge Hansen og advokat Gert Nissen fra DLA Piper, som hjalp mig igennem en gældssanering. Først efter et par måneder havde jeg overskud til at begynde at tænke fremad.

Først nu efter halvandet år, kan jeg begynde at skrive om og tænke tilbage på min konkurs med en afstand, som er til at håndtere. 

Der står altid nogen bag dem som udretter noget. Intet menneske er en ø, og slet ikke jeg. Jeg er med tiden blevet mere introvert men jeg fungerer overhovedet ikke, og har aldrig fungeret, alene uden selskab. Desværre oplever jeg også at, lige som universet udvider sig, så bliver afstanden mellem de venner du støder på gennem livet også større. Det føles som et savn, for det betyder at man i sine travle år som forælder og iværksætter simpelthen ikke holder sine venskaber ved lige, og at de til sidst ikke længere er venskaber, men i bedste fald gamle bekendte.

På trods af alle de mennesker som nu ikke kan regne mig  for tæt, så er jeg stadig priviligeret af en lille flok af faste venner, som jeg spiser, drikker, hygger og nogen gange rejser sammen med. Jeg har en stor familie, som jeg er på talefod med. Jeg har mine smukke døtre, som næsten er voksne, og som jeg elsker over alt på Jorden. Og så har jeg min smukke og elskede hustru, som er den sejeste og stærkeste kvinde jeg kender, og som har trukket og båret mig igennem ikke bare den sidste krisetid, men hele vores ægteskab. Hende skylder jeg evig taknemmelighed. (Jeg kan kun håbe, at hun ikke læser dette her;-)

Verden går aldrig under

Tiden er gået, og mit første forsøg på økonomisk uafhængighed er kikset. Som 58-årig er der ikke tid til at skabe en pension som lønmodtager. Slet ikke hvis de næste 3 år skal gå med at betale gæld af. Derfor er det dejligt, at jeg nu har fået kræfterne og livsmodet tilbage. Det er tid til at se fremad. Det er tid til at bruge alle de dyrt købte erfaringer, på en ny tilværelse. En tilværelse med mening og overskud. Både privat og professionelt.

De færreste ved hvor hårdt det kan være at starte virksomhed. De færreste kender usikkerheden og den evige angst, og endnu færre kan leve med den. De fleste kender derimod tabuiseringen og skammen ved en konkurs, og afholder sig derfor fra at forsøge.

Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at jeg ikke går konkurs igen. (Det ville næsten være for kedeligt). Men, jeg kan garantere, at jeg er bedre til at kalkulere risici denne gang, og at jeg ikke vil tage høje risici. Det har jeg simpelthen ikke råd til.

Men, livet går videre, og jeg fungerer bedst, når jeg deltager i livet, og siger man ikke at; den som har evnerne har også pligten. Jeg tror stadig på, at jeg har evnerne til mindst een virksomhed mere. Mindst een som vil være til gavn for både mig og Verden.

Verden går aldrig under, men hvis vi giver op, så går vi med sikkerhed under.